Energimærkning af lejligheder, andelsboliger og villaer

 | Af: Rasmus Albrechtsen

Energimærkning har stor betydning for dit boligsalg. Et godt energimærke giver kortere salgstid og højere salgspris.

I en undersøgelse fra 2018 foretaget af Boligsiden svarer 2 ud af 3 boligkøbere, at de går efter boliger med lavt energiforbrug og god energimærkning.

Derfor stiller vi skarpt på energimærkning.

Hvad er energimærkning?

Energimærkningen er en del af energimærkningsrapporten, der består af to dele (1) Energimærkningen og (2) forslag til rentable energimæssige forbedringer på en bygning.

Energimærkning fortæller om en bygnings energiforbrug og energieffektivitet.

Et energimærke giver både boligsælger og boligkøber et indblik i boligens energiøkonomi, og hvad det vil koste i varme-, el- og vandforbrug at bo i boligen.

Et godt energimærke indikerer, at boligen er billig at opvarme og god til at holde på varmen. En energiøkonomisk bolig vil spare dig som boligejere mange penge om året. Desuden sælges boliger med et godt energimærke typisk til højere priser end boliger med et dårligt energimærke.

Energimærkningen gives i en skala fra A2020 til G, hvor A2020 er det mest energieffektive, mens G er det mindst energieffektive.

Du kan se energimærkerne her:

Oversigt over energimærker i Danmark

Som du kan se, minder boligers energimærkning meget om de energimærker, vi kender fra vaskemaskiner, køleskabe og andre hårde hvidevarer.

Udover energimærkningen, indeholder energimærkningsrapporten også forslag til, hvordan boligen kan energiforbedres.

Rapporten giver 2 forskellige typer energiforslag:

  1. Forslag der er rentable at udføre her og nu. Dvs. forslag, hvorfor besparelsen i energiforbruget overstiger investeringsbeløbet i en anden investeringsperiode (typisk i perioden indtil komponenter, der indgår i besparelsesforslaget, skal udskiftes).

  2. Forslag som i forbindelse med generel renovering eller reparationer typisk vil være fordelagtige at udføre.

Hvilke boliger skal energimærkes?

Udgangspunktet er, at alle bygninger skal energimærkes.

Det gælder for hele bygningen inklusiv eventuelle enheder i bygningen. Det vil sige, når andels- og ejerlejligheder energimærkes er det ikke den enkelte lejlighed, der skal energimærkes, men hele ejendommen i den pågældende forening.

Kravet gælder både nye og gamle bygninger, herunder villaer, rækkehuse, andelsboliger, villalejligheder, etageejendomme med ejerlejligheder mv.

Undtagelser: Der er en række bygninger, som ikke skal, men kan, energimærkes. De typiske bygninger undtaget fra kravet er følgende:    

  • Fritliggende bygninger på under 60 m2,

  • Sommerhuse, kolonihavehuse og udhuse,

  • Carport og garage med plads til højst to køretøjer,

  • Bygninger, der sælges med henblik på nedrivning,   

  • Bygninger, der primært anvendes til erhvervsmæssig produktion og/eller lager,     

  • Fredede bygninger.

Hvornår skal boligerne energimærkes?

Der skal udarbejdes en energimærkning i følgende tilfælde:

  • Ved salg,

  • Ved overdragelse af andel eller anpart i boligfællesskaber, hvor der er knyttet en brugsret (fx andelsbeviser),

  • Ved opførelse af nybyggeri,

  • Ved omfattende ombygninger,

  • Ved udlejning, medmindre lejeperioden udgør højst 4 uger.  

Hvem er ansvarlig for at udarbejde energimærkning?

Boligejeren er ansvarlig for at udarbejde energimærkning på følgende boliger:

  • Villaer,

  • Rækkehuse og kædehuse,

  • Sommerhuse,

  • Ejerlejligheder og andelsboliger, som er rækkehuse, kædehuse eller med lav bebyggelse.

Ejerforeningen / andelsboligforeningen er ansvarlig for at udarbejde energimærkning på følgende boliger:

  • Andelsboliger i fleretagersbyggeri,

  • Ejerlejligheder i fleretagersbyggeri.

Du kan derfor forlange, at boligforeningen uden beregning og inden for 60 dage udarbejder energimærkning af din ejerlejlighed og/eller andelsbolig.

Eneste undtagelse er, hvis der er lavet en særlig aftale i din boligforening, fx i vedtægterne. Boligforeningen vil typisk lægge udgiften til energimærkning på det fælles varmeregnskab.

Hvad koster energimærkning?

Maksimumpriser for energimærkning af mindre bygninger

For mindre bygninger har Energistyrelsen fastsat en øvre grænse for, hvor meget energimærkning af mindre bygninger må koste. Den øvre grænse reguleres hver år pr. 1. januar hvert år efter Danmarks Statistiks nettoprisindeks.

Følgende bygninger er omfattet af maksimumpriserne:

  • Stuehuse til landbrugsejendom,

  • Fritliggende enfamiliehuse,

  • Række-, kæde- og dobbelthuse,

  • Mindre etageboliger, herunder tofamiliehus med vandret adskillelse mellem enhederne,

  • Sommerhuse.

I 2020 er maksimumprisen som følger:

Bygningens størrelseMaksimumpris inkl. moms
<100 m2Kr. 6.113
100-199m2Kr. 6.726
200-299m2Kr. 7.336

Du har i nogle tilfælde lovkrav på nedsættelse af maksimumsprisen. Krav på nedsættelse gælder i følgende tilfælde:

NedsættelsesårsagNedsættelsesbeløb inkl. moms
Ejendommen er opført efter 1. januar 1980Kr. 365
Hvis der foreligger et energimærke udført i henhold til energimærkningsreglerne fra 1. september 2006Kr. 1.214
Hvis energikonsulenten modtager målfaste tegninger, som indeholder information om rørlængder -og dimensioner samt om isoleringstykkeser i skjuite konstruktionerKr. 244

Der er ikke nogen maksimumpriser på energimærkning af større bygninger, etageejendomme og flerfamiliehuse. Her er der fri prisdannelse, hvorfor det er en god idé at indhente flere tilbud på energimærkningen.

Hvem udarbejder energimærkning?

Energimærket skal udarbejdes af en beskikket energikonsulent.

Energikonsulenten udarbejder energimærke og energimærkningsrapport på baggrund af gennemgang af alle bygningsmæssige forhold og installationer, som har betydning for energiforbruget.

Energikonsulenten indberetter energimærkningen til Energistyrelsen.

Kan du klage over en energimærkning?

Ejere, ejerforeninger, herunder andels- og anpartshaverforening, og køber eller erhverver af en energimærket ejendom eller lejlighed kan klage over en energimærkning. Lejere har ingen klageret.

Klagen skal indleveres til Energistyrelsen, senest 1 år efter energimærkningen er indberettet til Energistyrelsen. 

Klagen indleveres ved udfyldelse af et særligt skema, som du kan finde her:

Hvor længe er en energimærkning gyldig?

Et energimærke har gyldighed i 10 år fra udstedelsesdagen.

En energimærkning må almindeligvis genbruges, når boligen skal sælges igen. Dette skal blot ske inden for gyldighedsperioden på 10 år.

Vær opmærksom på, at energimærkningen mister sin gyldighed, hvis du bygger om eller udfører andre ændringer i et omfang, der påvirker boligens energiforbrug.

Hvad sker der, hvis man ikke udarbejder lovpligtig energimærkning?

Energistyrelsen kan give et påbud for at bringe lovstridige forhold i orden. Hvis kravet om energimærkning ikke er blevet overholdt, skal bygningsejeren inden for en angiven frist indgå en aftale med en energimærkningskonsulent om udarbejdelse af energimærkning. Bygningsejeren skal efterfølgende indsende dokumentation for udført energimærkning.

Energistyrelsen kan give bøde i følgende tilfælde:

  • Ved manglende efterlevelse af et påbud,

  • Hvis udlejer undlader at udlevere energimærkning til lejer,

  • Hvis ejere, sælgere, overdragere, ejerforeninger, boligfællesskaber m.v. undlader at efterkomme forpligtelser til at udarbejde og udlevere energimærkninger i forbindelse med salg og overdragelse,

  • Hvis ejer eller andre relevante parter ikke overholder kravet om synliggørelse af energimærket ved kommerciel annoncering af salg og udleje af bygninger og boligenheder samt om opslag af energimærker.

Specialister i salg af typeboliger, ejerlejligheder og andelsboliger

HomePal har speciale i formidling af køb og salg af andelsboliger, ejerlejligheder og andre typeboliger. Vi giver dig tryghed i dit boligsalg, samtidig med at du sparer tusindvis af kroner.

Hos HomePal.dk er tryghed og ordentlighed vigtigt, når du køber og/eller sælger andelsbolig. Derfor modtager vores boligkøbere en gratis boligadvokat, og vi hjælper boligsælgere med papirarbejdet og en tryg gennemførelse af salget.

Vi står til rådighed for dig, og du kan kontakte os på +45 72 733 222 og på info@homepal.dk.

Relevante links

Energistyrelsens hjemmeside om energimærkning.